Bakkehuset

De tråde, der binder os sammen

21. april 2021 - 24. oktober 2021

Dato
21. april 2021 - 24. oktober 2021
Sted
Rahbeks Allé 23
1801 Frederiksberg C


E: bakkehuset@frederiksbergmuseerne.dk
T: 33 31 43 62

Naturen vækker følelser og sanser hos langt de fleste af os. Denne måde at forholde sig til naturen på var under kraftigt forandring i starten af 1800-tallet. Længslen efter naturen blev hyldet til overflod i billedkunst og kunsthåndværk. Samtidig satte videnskab og industrialisering gang i en udvikling, hvor naturen i stigende grad blev kultiveret.

Datidens blik på den vilde natur overfor det tæmmede landskab spiller på flere niveauer ind i nutidens syn på naturen. Måske har klimaudfordringer, spørgsmål om bæredygtighed, overforbrug og pandemien fået os til at se på naturen på atter nye og måske mere kontrastfyldte måder.

Mange broderier fra 1800-tallet er fyldt med motiver af landskaber, blomster og skriftsteder. Denne tradition kan vi følge helt op i nutidens broderi.

Til denne udstilling har vi spurgt folk fra hele landet om at være med til at trække tråde mellem datidens og nutidens natursyn og udtrykke det igennem deres broderi. Det er blevet til en mangfoldig præsentation af æstetiske, humoristiske, poetiske og aktivistiske broderier, der alle forholder sig til tanker og følelser om naturen og broderiet som håndværk.

Vi trækker tråde mellem det historiske broderi og nutidens broderi, og på tværs af landet mellem alle udstillingens bidragsydere.

Udover de moderne, nylavede broderier har vi lånt broderier til udstillingen fra Museum Vestsjælland, Rudersdal Museer og to private udlånere. Tak til Fonden for Husflid

Tak til Fonden for Husflid og Håndarbejde og Arbejdernes Landsbank for støtte til realisering af udstillingen.