Mytologisk familieaktivitet for de eventyrlystne i efterårsferien
onsdag til fredag den 16.-18. oktober kl. 11-16

VERDENSTRÆET YGGDRASIL
FØLG SPORET - FIND GUDERNE - BYG ET VERDENSTRÆ

De gamle nordiske guder er faret vild på Frederiksbergmuseerne. Måske har de forvekslet museerne med deres egne verdener og boliger og fået byttet rundt på verdenstræets rødder?

I den gamle nordiske mytologi var det verdenstræet Yggdrasil, der var den samlende og livgivende kraft. Træets rødder strakte sig under gudernes, jætternes og menneskenes verdener. Følg sporet rundt på museerne, og hjælp guderne med at finde orden i de gamle myter. Find ud af, hvem der er hvem, og hvor de hører til. Høst belønninger undervejs.

Som afslutningen på efterårsjagten bygger I jeres eget flotte verdenstræ i det bemandede værksted i Storm P. Museets Valhalla udstilling. Her hjælper kreative formidlere og designere fra All About A jer godt i gang med gode byggetips og finurlige materialer.

Den store Efterårsjagt foregår på Møstings Hus, Cisternerne, Alhambra og Storm P. Museet. Her kan I også købe billetter og få udleveret rutekort. I skal slutte på Storm P. Museet, men ellers kan I starte hvor I vil, og selv bestemme rækkefølgen.

I kan klare hele turen på én dag, men er også velkommen til at fordele det på flere dage, alt efter hvad tid I starter, og hvor meget tid I vil bruge på værkstedet. Et godt tip: ankom til workshoppen senest kl. 15, så I har nok tid til at bygge jeres verdenstræ.

Børn 25 kr. - for rutekort og materialer.
Voksne 75 kr. - billetten giver adgang til alle fire museer i dagene 16.-18. oktober i forbindelse med Den Store Efterårsjagt.

Arrow
Arrow
Slider