Vi glæder os til at se dig på Kulturnatten fredag den 11. oktober - husk der kun er adgang med kulturpas - det kan bl.a. købes i vores billetsalg fra 30. september og frem til selve aftenen (så længe lager haves).

Vi åbner kl. 18 og holder åbent i museernes aktuelle udstillinger frem til midnat - og derudover byder vi på en fin række af programsatte arrangementer - tilmelding til arrangementerne er ikke nødvendig/mulig.

Oplevelser i Møstings Hus
Dukketeaterforestilling & maskeworkshop
Med sælsom musik og håndførte dukker udfolder skuespiller Anya Sass og dukkemager Rolf Søborg en poetisk og universel fortælling om et menneskeliv fra fødsel til død. Opføres kl. 20.30, 21.15, 22.00, 22.45 og 23.30. Først på aftenen (kl. 18-20) er der maskeworkshop, hvor man kan lære at lave sin egen fantasifulde maske. I stuetagen kan man opleve Louise Haugaard Jørgensens udstilling "Den demente konge".

Oplevelser på Alhambra - museet for humor og satire
Kulturnat med Specialklassen
Hvad vil I se på scenen? Alhambra har inviteret improgruppen Specialklassen til at underholde og aktivere publikum med tre optrædener i løbet af aftenen. Publikum bestemmer, hvad Kasper LeFevre, Kasper D. Gattrup og Rasmus Søndergaard skal optræde med fra Alhambras scene. Det sker kl. 20-20.20, kl. 21-21.20 og kl. 22-22.20.
Når Specialklassen ikke er på scenen, trækker vi skjulte skatte fra arkivet frem i lyset og fortæller deres historie og om de berømtheder, de har tilhørt.

Oplevelser på Storm P. Museet
Valhalla - Historien bag succesen
Museets aktuelle udstilling hylder tegneren Peter Madsens tegneserie Valhalla, en af de mest populære tegneserier nogensinde i Danmark.
Kl. 18-19.30: Tegn en nordisk gud - workshop med Peter Madsen: Hvem kan du bedst lide? Thor, Freja, Quark eller en helt anden figur fra Valhalla? Kom og tegn din yndlingsgud med Valhallas tegner, Peter Madsen. For alle aldre.
Kl. 20.15-20.40 og igen kl. 21.15-21.40: Fra myte til tegneserie: Peter Madsen og Henning Kure fortæller om deres arbejde med Valhalla.

Oplevelser i Cisternerne
Kulturnat for klimatosser
- obs! kun adgang i egne gummistøvler!
Oplev hvordan kunstnerkollektivet SUPERFLEX har omformet og oversvømmet Cisternerne og med science-fiction elementer skabt et scenarie, hvor klimaforandringerne har ændret samfundet drastisk. Udstillingen er et anderledes indspark i klimadebatten, den er delvis oversvømmet og kan kun opleves iført EGNE gummistøvler. Oplev også DJ´en Ras Money (aka Raske Penge) og vær klimakreativ i vores genbrugsværksted. Som afslutning kan du vælge netop DIN verdensmålstatovering!

Bakkehuset er lukket pga. renovering og derfor ikke med i årets kulturnat

Særudstillinger

Arrangementer

FASTE UDSTILLINGER