Møstings

Maria Finn: Careless Nature

10. august 2019 - 22. september 2019

Dato
10. august 2019 - 22. september 2019
Sted
Andebakkesti 5
2000 Frederiksberg


E: moestings@frederiksbergmuseerne.dk
T: 69 13 80 90

Med afsæt i to henlagte og overgroede grunde i henholdsvis København og Malmö, satte Maria Finn fokus på natur og urbanitet. Samtidig fremstillede hun disse glemte ikke-steder som mulige, positive fremtidsscenarier. 

Udstillingen Careless Nature tog udgangspunkt i to grunde, som har fået lov at stå hen og gro til over længere tid: Beauvais-grunden på Østerbro og Ellstorp-grunden i Malmö. Disse små lommer i byen har udviklet sig organisk uden udefrakommende planlægning eller organisering. Med deres varierede og vildtvoksende vegetation bliver stederne en slags autonome frirum midt i byen.

En væsentlig del af Maria Finns soloudstilling i Møstings Hus var filmen Forgetful Nature, der dokumenterede de to steder. Filmen indledtes med et citat fra en utopi: News from Nowhere af William Morris’ (1890). Morris’s vision tegner sig som socialistisk utopi, hvor mennesket har gjort op med industrialiseringen og den private ejendomsret. Morris beskriver et London, hvor de store bygninger er forfaldet, og skov og frugtplantager har overtaget store arealer.

Dette fremtidsscenarie minder om det indtryk, man fik, da man så optagelserne fra Beauvais- og Ellstorp-grundene, som Finn besøgte sammen med flere af de personer der ofte færdedes der, i en undersøgelse og dokumentation af stedernes funktion og udvikling midt i to kompakte storbyer. 

Ved at kombinere optagelser fra de to grunde med referencer til flere utopier, som f.eks. Ecotopia af Ernest Callenbach og The Dispossessed af Ursula K. Le Guin fremskrev Maria Finn stederne som muligheder. I stedet for at fremstå som forladte og glemte ikke-steder, kom grundene til at fremstå som en potentiel fremtid, hvis vi ville.

I udstillingen indgik også en serie fotografier kombineret med tekster, samt vægmalerier og tegninger, der ligesom videoværket tog afsæt i Beauvais-grunden og Ellstorp-grunden.

Med disse værker undersøgte Maria Finn hvordan vi visuelt repræsenter vegetation og åbnede op for en diskussion om natur som et begreb under forandring.

Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond.

A lazy image

Om kunstneren

Maria Finn (f.1963) er født i Göteborg, men bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1997. Blandt en række soloudstillinger kan nævnes Four Telegrams and a Short Story, 2016, Olseröds Konsthall, Skåne, Retake, 2012, Traneudstillingen, Gentofte Hovedbibliotek, Summer after Monika, 2007, The Apartment, Athen, Summergames, 2000, Overgaden Institut for Samtidskunst, København.