Møstings Hus
27. april - 16. juni 2019

Billedkunstner Morten K. Jacobsen arbejder i sin soloudstilling i Møstings Hus med en æstetisering af det selvbiografiske.

Kunstneren skriver selv om udgangspunktet for udstillingen:
”Nivå var det perfekte sted for en gennemført deroute. I de 9 år jeg bor i Nivå, flytter vi 4 gange, downsizer konstant. Ja altså, Nivå gik ikke, som det skulle. Som tilflytterfamilie startede det nogenlunde normalt, men 9 år senere havde Nivå slået min mor ihjel - trukket hende ned i sølet, transformeret hende til centerdranker, og i den proces udstødt resten af familien – og så i Nivå. Hallo!Med storhedsvanvid og dagdrømmerier holdt jeg den gående. Min dannelse var kabel-tv’ets omfattende repertoire og MTVs Headbangers Balls romantisering af de musikalske lowlives og deres aktualisering af kunstnermyten. Jeg kunne spejle mig i den, og fandt en pervers tilfredshed i det”.

Udstillingen er mixed media, bestående af bl.a. landskabsmalerier, stedsspecifikke objekter, sammenstillinger fra familiealbummet og video.

Om kunstneren:
Morten K. Jacobsen (f.1976) bor og arbejder på Frederiksberg. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2011 og har bl.a. deltaget i gruppeudstillingerne ”Synthetics” på Primer (2017) & ”Interdimensionale” på Gammelgaard (2018), hans seneste soloudstilling ” Retrospektiv 2007-2017 Morten K Jacobsen” på FSC (Future Suburban Contemporary) blev præmieret af Statens Kunstfond.

Morten k. Jacobsen er medstifter af udstillingsstedet Sydhavn Station (2012-2017), har været medlem af Advisoryboardet på New Shelter Plan, fungerer som kurator og daglig leder af Ringsted Galleriet, hvor han bl.a. har kurateret udstillingen "03.03.18", præmieret af Statens Kunstfond 2018.

Udstillingen er støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond og Statens Kunstfond.

Særudstillinger

Arrangementer

FASTE UDSTILLINGER