I 2017 udstiller den japanske stjernearkitekt Hiroshi Sambuichi i Cisternerne. Sambuichi står i dag som en af den bæredygtige arkitekturs fremmeste eksperimentalister. Bygget på delvis personlig intuition og videnskabelige undersøgelser opnår hans værker en bemærkelsesværdig balance mellem poetik og videnskab, en kærkommen sjældenhed i traditionel bæredygtig arkitektur.

Sambuichi opererer med, hvad han kalder stedets flygtige materialer: vindens, vandets og lysets bevægelser, og det er netop disse fænomener, der står helt centralt i arkitektens arbejde med de underjordiske rum. Udstillingen i Cisternerne vil tage form som en forunderlig totalinstallation, hvor Sambuichis tilgang til - og undersøgelse af - arkitekturen og lokalområdet vil blive demonstreret. Naturen vil igen fylde vand i Cisternerne. Afløbene lukkes, og kilderne, der flyder fra Søndermarken, vil sive ind gennem Cisternernes vægge og loft.

Cisternerne bliver sit eget fungerende energyscape, som en isoleret cyklus mellem vand, lys, luft, planter og mennesker - et underjordisk landskab, man som besøgende går på opdagelse i, mellem kontraster af uudgrundeligt mørke og felter belyst fra oven.

Udstillingen er en del af den samlede kulturelle indsats i forbindelse med den officielle fejring i 2017 af 150-året for oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan.

Arrow
Arrow
Slider