FØLG SPORET - GÅ PÅ OPDAGELSE PÅ MUSEERNE - FIND DYRENE - BYG EN FANTASTISK DYRE-URO

Vores fem dyr har tilrettelagt en familieudfordring til eventyrlystne børn i efterårsferien. De har lagt et spor ud og tegnet et kort over parkerne og udfordrer jer til at finde frem til de steder, hvor de har gemt sig (psst! det er selvfølgelig inde på museerne).

Udfordringen fortsætter på hvert gemmested, for dyret har gemt sig godt. Kun ved at gå på opdagelse på museerne, løse små opgaver og samle bogstaver, kan I finde frem til dyret og dets navn.

Finder I dyrene og deres navne, samler I klistermærker til jeres kort OG får nogle vigtige dele til at bygge jeres egne små versioner af dyrene. Sporet eller ruten ender nemlig på Bakkehuset, hvor I kan slå jer ned ved workshop-bordet til den sidste udfordring – at samle, bygge og dekorere jeres egen personlige og flotte dyre-uro!

DYRK NATUREN, KULTUREN OG JERES EGEN KREATIVITET
Få rørt benene, nydt efterårsvejret og de flotte efterårsfarver i kombination med udforskning og fordybelse - Den Store Efterårsjagt har det hele i ét og er oplagt til en hyggelig familieaktivitet på tværs af generationerne, hvor udfordringen skal løses i fællesskab.

SPORET STARTER OG SLUTTER HER
Et vigtigt element i jagten er rutekortet, som følger med hver børnebillet.
Det er oplagt at starte på Møstings Hus, men I kan faktisk starte hvor I vil og selv bestemme i hvilken rækkefølge, I går ruten – det er også muligt at forkorte turen.
Sporet slutter på Bakkehuset, hvor dyre-uro-workshoppen er.

HVORNÅR
I kan følge sporet, finde dyrene og bygge uroen onsdag, torsdag og fredag den 17.-19. oktober kl. 11-16.
Hvis I vil tyvstarte er Storm P. Museet, Cisternerne og Møstings Hus også åben for opgaveløsning tirsdag den 16. oktober.

HVOR MEGET TID SKAL VI AFSÆTTE
Vi anbefaler, at I bruger én dag på at finde dyrene og en ny dag på workshoppen ...
… men hvis I mangler tid, kan I også vælge at forkorte turen, besøge færre steder og bygge en uro med færre dyr, ja helt ned til ét dyr.

BILLETTER OG PRIS
Billetter til Den Store Efterårsjagt kan købes på alle fem museer og udstillingssteder – se adresse i det sorte bundfelt nederst på siden. De kan købes ved start eller på forhånd fra den 13.10.
Børnebilletten til Den Store Efterårsjagt koster 25 kr. og dækker deltagerbevis, rutekort og materialer. Entré til museerne er gratis for børn.
Voksne kan købe en særbillet til 75 kr., der giver adgang til alle fem steder, dog kun i dagene 16.-19. oktober og kun i forbindelse med Den Store Efterårsjagt.