2. juni - 29. november 2020

I 2020 præsenterer Cisternerne Event Horizon, en udstilling af den argentinskfødte kunstner Tomás Saraceno. Her inviteres publikum til at opleve et skelsættende arbejde af en kunstner, der vedvarende udfordrer vores måder at kommunikere og interagere på, både med hinanden og med andre arter. I udstillingsperioden vil vandet, der vedvarende siver gennem Cisternernes betonkonstruktion, danne et underjordisk, natsort hav og udstillingen skal således opleves fra båd. Både skal bookes på forhånd via hjemmesiden www.cisternerne.dk
Læs nederst ang. pladsforhold og forholdsregler.

I sin praksis udforsker Saraceno vedvarende alternative livs- og beboelsesformer. Hans kunstneriske univers tager afsæt i en lang række forskellige parametre uddraget fra blandt andet filosofiens verden, biologi og sociologi. De mange forskellige udgangspunkter og inspirationer udmønter sig i værker, der som oftest er både tankevækkende og forførende i deres skønhed.

På udstillingen kan man opleve en lang række af Saracenos svævende skulpturer. Eksempelvis installationen A Thermodynamic Imaginary, hvor mundblæste glasværker og store, sølvfarvede PVC-sfærerindgår i en minutiøst balanceret komposition. Her går Cisternernes arkitektur, skulpturer, lys, skygge, lyde og spejlinger op i en højere enhed. Installationen kan ses som en fysisk manifestation af de mange forskellige spor og retninger, der ligger til grund for og kombineres i Saracenos praksis.

I Cisternernes undergrundsverden, trænger solens lys aldrig ind. Kulden og fugten omslutter dig, alt imens klodens temperaturer gradvist stiger. Cisternerne havde tidligere funktion som hovedstadens underjordiske vandreservoir – og rummede dengang op til 16 mio. liter rent drikkevand. I kraft af Cisternernes særlige historie, er det et oplagt sted at revurdere og gentænke menneskehedens forhold til vand, et forhold der er evigt foranderligt. I Tomás Saracenos udstilling Event Horizon er de underjordiske kamre atter blevet fyldt af naturens ressourcer, nu med 1,4. mio. liter vand – kun en brøkdel af den tidligere kapacitet – men vandet har nu en helt anderledes funktion og betydning.

De besøgende i årets udstilling skal navigere gennem Cisternernes mørke i båd. Det er som at befinde sig på havet en stjernetom nat uden klart at kunne skelne mellem dét der befinder sig under og over vandets overflade og uden klare pejlemærker. Skygger og konturer opløses langsomt i det altomsluttende mørke. Mens man venter på, at synet gradvist vænner sig til omgivelserne, skærpes høresansen. Og jo længere du sejler ind i Cisternerne, desto mere åbnes der op for nye sansemæssige kommunikationskanaler.

Udstillingens titel Event Horizon refererer til et punkt i rumtid, hvor der ikke er nogen vej tilbage; et point of no return hvor tyngdekraften gør flugten fra et altopslugende sort hul umulig. I forbindelse med den sjette globale masseuddøen befinder menneskeheden sig faretruende tæt på en Event Horizon, hvor de yngre generationer, de der bærer mindst skyld, på paradoksal vis befinder sig tættest på kanten. Saraceons filmværk Living at the Bottom of an Ocean of Air giver et kig ind i en mulig fremtid. Her optræder vandedderkoppen Argyroneta aquatica, der balancerer på tværs af forskellige verdener. Vandedderkoppen formår at trække vejret under vand ved hjælp af en form for dykkerklokke, som den periodisk fylder med luft fra vandets overflade. Således giver den et muligt svar på det spørgsmål, mange stiller sig selv i denne klimatiske æra: Hvordan kan vi tilpasse os fremtiden?

Om Tomás Saraceno
Tomás Saraceno (f. 1973, Argentina) er en stjerne på den internationale kunstscene og er blevet sammenlignet med så forskellige kunstnere som Marcel Duchamp og Leonardo da Vinci. Gennem sin kunstneriske praksis har han udforsket alternative livs- og beboelsesformer inspireret af alt fra edderkopper og flagermus til astrofysik, filosofi og ingeniørkunst. Saraceno er oprindeligt uddannet arkitekt, men tog i 2003 afgang fra Staatliche Hochschule für Bildende Künste, Städelschule, Frankfurt am Main. I 2009 studerede han på NASAs International Space Studies Program i Ames, Californien. Saraceno bor og arbejder i Berlin.


Praktisk information:
For at opleve årets udstilling skal man sejle i mindre både, som man selv skal ro. Det er kun muligt at besøge Cisternerne med forudgående booking. For at minimere smitterisikoen ift. COVID-19, må man kun sejle sammen to og to eller maksimalt 4 personer fra samme husstand. I opstartsfasen vil der maksimalt opholde sig 10 personer ad gangen ved indgangen til udstillingen og 24 personer i alt på Cisternernes 4.400 kvadratmeter. Cisternerne overholder naturligvis alle restriktioner fra sundhedsmyndighederne.
Læs mere om booking og praktiske forhold på Cisternernes hjemmeside.

Arrow
Arrow
Slider